I 2018 blev der under overskriften "Bedre digitalt samarbejde" fremsat et forslag til ændring af sundhedsloven, der havde til hensigt at:
"... skabe en tidssvarende lovgivning, der modsvarer de faktiske arbejdsgange i sundhedsvæsenet, hvor sundhedspersoner på tværs af kommuner, regioner og i almen praksis varetager sundhedsfaglige opgaver i relation til patientbehandlingen i det samme forløb. Det handler om at sikre, at den rigtige viden er i de rigtige hænder på det rette tidspunkt til gavn for patienten."
Lovforslaget gennemgår ganske omhyggeligt en række udfordringer i den tværgående digitalisering af sundhedsvæsenet, og argumenterer for en række forslag til ændringer og tiltag, der samlet set skal give nye og bedre rammer. I skrivende stund (ultimo 2024) er det stadig de rammebetingelser, der blev skabt i 2018, der er gældende. I indledeningen til lovforslaget står der blandt andet:
"Grundprincippet efter sundhedsloven er, at når man som patient giver informeret samtykke til at modtage behandling i sundhedsvæsenet, må sundhedspersoner gerne behandle oplysninger, når det er nødvendigt i forbindelse med patientbehandlingen. Det grundprincip ændres der ikke ved. Men lovforslaget forbedrer rammerne for at dele oplysninger mellem de sundhedspersoner, der har patienten i behandling. Patienter vil som i dag kunne frabede sig, at oplysninger bliver indhentet, og patienten vil på en enkel måde kunne frabede sig indhentning af oplysninger i den fælles digitale infrastruktur, jf. nedenfor. Herudover tydeliggøres det med lovforslaget, at patienten har mulighed for at kunne give samtykke til, at sundhedspersoner f.eks. i forbindelse med tilbud om forebyggende indsatser, kan indhente helbredsoplysninger m.v. om patienten." (understregninger tilføjet, red.)
Læg mærke til de understregede ord.
Disposition: